Vælg en side
Helle Nielsen, formand FH Fyn, og Susan Bøg Nielsen, formand FH Sydfyn, Lumbyvej 11A, 2. tv., Odense
Bragt i Jyske Vestkysten og ugeavisen.dk

Læserbrev: En broforbindelse mellem Als og Fyn er en fantastisk idé og en kæmpe mulighed, som vi ikke må lade gå forbi. Broen vil komme til at betyde mere vækst, flere job, understøttelse af virksomhederne og dermed arbejdspladser, der ligger på Fyn og på Als/Sønderjylland, og meget mere. Ja, der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation på Fyn mener, at en Als-Fyn bro er en rigtig god idé. Vi vil også sige klart, at broen selvfølgelig skal bygges med hensyn til de mange skønne naturområder vi har – og i respekt for miljøet.

Men det er ikke alle, der er lige så begejstret som os, og derfor vil vi prøve at liste to grunde op til, at broen er det helt rigtige at gøre:

Øget vækst og muligheder for yderligere samarbejder på tværs af Fyn, Als, Sønderjylland og Tyskland er en af de helt store og klare fordele ved Als-Fyn broen. Det er klart, broforbindelsen kommer til at muliggøre nogle samarbejder på en anden måde, end det kan lade sig gøre i dag. Forbindelsen vil åbne det sønderjyske og tyske marked op for Fyn og omvendt. Det vil betyde, at det i fremtiden vil være muligt for f.eks. robotklyngen på Fyn at samarbejde og benytte sig af markedet i Sønderjylland og Tyskland. Men det vil også betyde, at den helt almindelige lønmodtager på Fyn vil kunne søge et job i Sønderjylland eller Nordtyskland, fordi transporten nu kan lade sig gøre i hverdagen.

Forhåbentligt kommer broen til at betyde, at vi får skabt et “nyt trekantsområde”, hvor vi kommer til at opleve stor vækst, flere job og mere velstand.

Region Syddanmark bliver bundet sammen, og mange sparer rejsetid

Region Syddanmark er en lidt sjov størrelse rent geografisk, fordi her er vi nemlig ret opdelt. På Fyn er vi jo en ø, hvor vi dog er forbundet med Sjælland og Jylland via Store- og Lillebæltsbroerne. Men for dem, der har prøvet turen, er køreturen meget lang fra Fyn til Als og Sønderjylland, det vil broen lave om på, vi vil som region være tættere bundet sammen. Den kortere transporttid vil også sikre, at flere pendlere kan få hverdagen til at hænge sammen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i alt var 20.475 personer i 2019, der pendlede frem og tilbage mellem Fyn og Sydjylland. For nogle af dem – især dem, der pendler til Sønderjylland fra Fyn eller den anden vej – kommer til at opleve en markant lavere rejsetid. Faktisk vil Als-Fyn broen spare danskerne for 4,6 millioner rejsetimer om året, viser en rapport fra Cowi.

Vi håber, politikerne vil lytte – især når der forhandles om fremtidige infrastrukturinvesteringer. Vi skal have bundet Region Syddanmark sammen, og samtidig skabe job og vækst. Det er en kæmpe mulighed, vi ikke må lade gå forbi.