Vælg en side

Det er en stor sejr for AlsFynBroen, at regeringen og Dansk Folkeparti vil inkludere projektet i kommende undersøgelser af, hvordan trafikken over Lillebælt kan aflastes.

Det siger formand for AlsFynBroens styregruppe, Jørgen Mads Clausen:

Vi er rigtig glade for, at regeringen og Dansk Folkeparti nu klart melder ud, at de vil tage AlsFynBroen med i kommende undersøgelser af, hvordan man kan reducere trængslen på og omkring Lillebælt. Det har længe været vores mål, at der bliver sat gang i netop sådan en undersøgelse, som faktuelt går ind og ser på, hvordan vi samfundsmæssigt bedst kan sikre gode forbindelser mellem Fyn og Jylland i fremtiden. Så det er en god dag for AlsFynBroen.

Et projekt for fremtiden

Jørgen Mads Clausen understreger, at AlsFynBroen er et projekt for fremtiden, og at det er særdeles positivt for projektet, at der nu lægges op til statslige undersøgelser.

Vi ved godt, at færgen mellem Als og Fyn ikke er byttet ud med en fast forbindelse om fem år. Det er der ingen, der gør sig illusioner om. Men aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti understreger, at der er rigtig gode perspektiver i en AlsFynBro både trafikalt og udviklingsmæssigt, og at de fortjener at blive undersøgt nærmere i statsligt regi.

AlsFynBroen specifikt nævnt

Konkret skriver regeringen og Dansk Folkeparti i den nye aftale, at der angående den eksisterende Lillebæltsforbindelse vil “være behov for at undersøge forskellige muligheder for udvidelse af kapaciteten nord for, syd for eller i umiddelbar tilknytning til de eksisterende forbindelser.”

Og at det ”i den forbindelse vil være relevant at overveje, i hvilket omfang en fast Als-Fyn-forbindelse har potentiale til at aflaste eksisterende forbindelser og den sydlige del af E45.”

For mere info, kontakt AlsFynBroens sekretariat.