Vælg en side

Mandag d. 12. juni lagde Folketingets Transportudvalg vejen forbi Faaborg-Midtfyn og Sønderborg. Formålet var at høre mere om AlsFynBroen og perspektiverne ved en fast forbindelse mellem Als og Fyn.

Udvalgets besøg startede i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor borgmester Christian Thygesen tog imod og fortalte om kommunens trafikale udfordringer. Blandt andet om behovet for en opgradering af vejen mellem Faaborg og Odense, som i dag er snoet og kringlet og svær at overhale på – noget som AlsFynBroen også arbejder for.

Herefter besøgte udvalget virksomheden Dansk Træemballage, der ligger i Haastrup ved Faaborg. Her fortalte direktør Peter Jensen om udfordringerne ved at drive en transporttung virksomhed i et landområde og om mulighederne ved AlsFynBroen.

“Vi klarer det godt og er glade for at have base i Haastrup, men de små veje og flaskehalsene på den vestfynske motorvej er en udfordring for os. En bro til Als vil være et løft for en virksomhed som vores, for vi vil hurtigere kunne komme frem og tilbage til Sønderjylland og Nordtyskland,” siger Peter Jensen.

Positivt besøg

Efter virksomhedsbesøget sejlede udvalgsmedlemmerne med færgen til Als, og på overfarten hørte de om de regionaløkonomiske effekter af AlsFynBroen (på sigt link her til nyhed om Damvad-rapport. Kommer næste uge).

På Als fortsatte turen til Sønderborg Lufthavn, hvor COWI fortalte om mulige brotyper, inden Jørgen M. Clausen rundede besøget af med et kort oplæg. Og det var en tilfreds styregruppeformand, som så tilbage på besøget:

”Vi har haft en rigtig god eftermiddag sammen med medlemmerne af Transportudvalget, og vi er glade for, at de havde lyst til at komme til Faaborg-Midtfyn og Sønderborg for at høre mere om AlsFynBroen. Som vi har vist dem i dag, er Syddanmark en opdelt region, og infrastrukturen halter bagefter. AlsFynBroen vil binde regionen sammen på en helt ny måde, den er yderst rentabel og den vil danne grobund for nye jobs og højere vækst. Derfor er vi rigtig glade for at udvalget besøgte os, så vi kunne fortælle dem om projektet og dets mange perspektiver,” siger Jørgen M. Clausen.

”Et spændende projekt”

Blandt deltagerne fra Folketinget var udvalgsformand Lennart Damsbo-Andersen (S). Efter besøget udtalte han:

”Det var et spændende projekt, vi blev præsenteret for. Måske havde vi på forhånd sagt: Hvad pokker skal vi med sådan en forbindelse, men tingene blev sat i perspektiv. Det giver sagtens struktur- og erhvervsmæssigt mening med en bro. Lad det nu være med finansieringen, for beslutter vi os for broen engang ad åre, skal vi også nok finde pengene til det. Vi har selvfølgelig andre ting i pipelinen, før vi bygger en Als-Fyn bro. Femern forbindelsen har været 20 år undervejs. Der er lange perspektiver i brobyggeri. Det er vigtigt, vi kommer i gang med diskussionen. Jeg har stor respekt for det, de er i gang med i det syddanske,” sagde han til JydskeVestkysten.

Læs hele artiklen her: http://www.jv.dk/soenderborg/Transportudvalg-fik-ny-broviden-af-Joergen-Mads-Clausen/artikel/2514290