Vælg en side

Både for trafikken og samfundsøkonomien er en fast forbindelse mellem Als og Sydfyn en god investering, viser ny rapport. Derfor er den også et realistisk alternativ til en tredje forbindelse mellem Fyn og Jylland. Det kalder på flere analyser og grundige drøftelser, siger borgmestre.

Trængslen stiger på Vestfyn og i Trekantsområdet, og behovet for en ny forbindelse mellem Fyn og Jylland er stort. Nu viser en ny rapport udarbejdet af COWI, at en sydlig forbindelse mellem Als og Faaborg-området både trafikmæssigt og samfundsøkonomisk vil være en klart bedre investering end en parallelforbindelse ved siden af den nuværende Lillebæltsbro.

En forbindelse mellem Als og Sydfyn vil fjerne markant mere trafik fra E20 på Vestfyn og i Trekantsområdet, og samtidig er de samfundsøkonomiske effekter mindst fem gange større. De nye oplysninger viser, at der er behov for flere analyser og grundige politiske drøftelser om placeringen af en tredje Lillebæltsbro. Det siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager.

”Rapporten viser ganske klart, at der er god samfundsøkonomi i AlsFynBroen. Og at der ikke kun er én mulighed, når det kommer til en tredje forbindelse over Lillebælt. Derfor vil jeg opfordre Region Syddanmark til at iværksætte en undersøgelse af alle de mulige forbindelser, så alle detaljer og effekter bliver belyst. Samtidig kalder dette naturligvis også på en grundig drøftelse blandt de fynske og jyske borgmestre, inden vi i fællesskab lægger os fast på en placering. Alt andet vil være både forjaget og ulogisk.”

Læs rapporten her

Den bedste investering for samfundet

Konkret viser rapporten, at en fast forbindelse mellem Als og Sydfyn vil kunne fjerne cirka 10 procent af trafikken på Vestfyn, på Lillebæltsbroen og i Trekantsområdet. Til sammenligning vil en parallelforbindelse ved Middelfart betyde mere trafik på Vestfyn og i Trekantsområdet – med mindre en hidtil gratis rute bliver til betalingsvej.

Også de samfundsøkonomiske effekter vil være større ved en forbindelse mellem Als og Fyn.

“Vores beregninger viser en ganske tydelig forskel i de to forbindelsers samfundsøkonomiske effekter. Dem måler man med den såkaldte interne rente, og for AlsFynBroen ligger den på mellem fem og syv procent – alt afhængig af, om der bliver brugerbetaling eller ej. For parallelforbindelsen er den interne rente på højst én procent,” siger Svend Torp Jespersen fra COWI.

AlsFynBroen vil samle Region Syddanmark

Udover de trafikale og samfundsøkonomiske effekter vil en forbindelse mellem Als og Fyn også få stor betydning for sammenhængskraften i Region Syddanmark. Det siger borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen.

”En fast forbindelse mellem Als og Fyn vil binde Syddanmark sammen på en helt ny måde. I dag har vi en meget opdelt region, og hvis vi samler to landsdele, der i dag snakker meget lidt sammen, så vil det få en række positive effekter for både erhvervslivet og alle os syddanskere. Samtidig vil Fyn og særligt Odense komme tættere på Hamburg, og det åbner helt nye muligheder.”

Læs rapporten her

Kontaktinfo til AlsFynBroens sekretariat