Vælg en side

PRESSEMEDDELELSE (se som pdf)

Rambøll har undersøgt de bredere økonomiske effekter ved en fast forbindelse mellem Als og Fyn. Faaborg-Midtfyn og Odense bliver de største vindere, mens også Trekantområdet kan se frem til store økonomiske gevinster.

Hvis en fast forbindelse mellem Fyn og Als bliver til virkelighed, vil det puste liv i den syddanske økonomi. En ny rapport, som Rambøll har udarbejdet for AlsFynBroens sekretariat, viser, at de bredere økonomiske effekter ved en fast forbindelse – også kendt som de dynamiske effekter – vil løbe op i 5,2 milliarder kroner over en 50-årig periode.

Lægger man de klassiske samfundsøkonomiske effekter oveni (se COWI-rapport fra marts 2018), estimeres AlsFynBroens samlede samfundsøkonomiske effekt til 9,9 milliarder kroner.

Udover en samlet vurdering af de dynamiske effekter har den nye Rambøll-rapport som noget nyt også estimeret de lokale effekter på kommuneplan. Og her er resultatet klart: De største vindere ved en fast forbindelse mellem Als og Fyn bliver Faaborg-Midtfyn Kommune og Odense Kommune.

Faaborg-Midtfyn kan ifølge analysen forvente dynamiske effekter for i alt 526 millioner kroner, mens effekterne for Odense anslås til 702 millioner kroner. Tallet for Sønderborg Kommune er 330 millioner kroner.

Læs Rambøll-rapporten her

Borgmester: Endnu et bevis på mulighederne i en fast forbindelse

Faaborg-Midtfyns borgmester, Hans Stavnsager (S), er begejstret for perspektiverne i Rambøll-rapporten.

“Denne Rambøll-rapport er endnu et bevis på, at en fast forbindelse vil give ikke bare Faaborg-Midtfyn, men også Odense et stort økonomisk løft. Tidligere analyser har også vist os, at perspektiverne er gode, men nu har vi fået en endnu klarere indikation på, hvad en fast forbindelse kan betyde både lokalt og for Fyn generelt. Rapporten slår i hvert fald fast med syvtommersøm, at der er meget lovende økonomiske perspektiver for Faaborg-Midtfyn og Fyn i at blive koblet tættere på Sønderjylland og Nordtyskland.”

Sydfyn og Trekantsområdet vinder også

Også de øvrige fynske kommuner estimeres at få solide økonomiske effekter. Særligt Svendborg, som ifølge rapporten kan forvente effekter på 313 millioner kroner. Assens, Kerteminde og Nyborg estimeres alle til effekter på over 100 millioner kroner.

De syv kommuner i Trekantområdet kan også se frem til positive økonomiske effekter som følge af AlsFynBroen. Samlet set estimeres det, at Middelfart, Fredericia, Vejle, Kolding, Billund, Vejen og Haderslev til sammen vil få dynamiske effekter for over 900 millioner kroner.

”Disse tal viser klart og tydeligt, at det ikke kun er Sønderborg og Faaborg, der vil vinde økonomisk ved en AlsFynBro. Hele Syddanmark vil kunne mærke de positive effekter, både økonomisk og trafikalt. Netop derfor har vi lige fra start sagt, at AlsFynBroen ikke kun er et trafikprojekt, men et udviklingsprojekt, der vil løfte hele Syddanmark,” siger Jørgen M. Clausen, bestyrelsesformand i Danfoss og formand for AlsFynBroens styregruppe.

Fakta

Den nye rapport fra Rambøll beregner de bredere økonomiske effekter af en fast forbindelse mellem Als og Fyn over en 50-årig periode. Beregningerne er udarbejdet efter en vejledning fra det britiske Department of Transport samt debatoplægget om Bredere økonomiske effekter af transportinvesteringer, som Copenhagens Economics udarbejdede for Transportministeriet i 2014. Dette er den gængse metode til at beregne dynamiske effekter af transportprojekter i Danmark, da der ikke foreligger en officiel dansk vejledning. I analysen indgår beregning af både agglomerationseffekter samt effekter af øget udbud på vare- og servicemarkeder. Beregningerne er foretaget på baggrund af data fra Landstrafikmodellen, som også ligger til grund for COWI’s analyse af de klassiske samfundsøkonomiske effekter.

Læs Rambøll-rapporten her

Kontakt AlsFynBroens sekretariat