Vælg en side

Indlæg af Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, og Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune. Bragt af Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og Jydske Vestkysten.

Inden sommerferien forventes Folketinget at vedtage en omfattende politisk aftale om de kommende års investeringer i broer, veje, jernbaner osv. I Sønderborg og Faaborg-Midtfyn følger vi forhandlingerne tæt – ikke mindst fordi vi har en begrundet forventning om, at Folketinget vedtager en forundersøgelse af en fast AlsFyn-forbindelse.

De seneste mange år har vores kommuner arbejdet ihærdigt på at nå hertil, og selv om en forundersøgelse ikke er det samme som et første spadestik, så er det et stort og afgørende skridt.

Og heldigvis er der bred politisk opbakning til projektet. Senest har den nyudnævnte indenrigsminister Kaare Dybvad i et stort interview i Weekendavisen slået fast, hvor vigtigt det er at sikre sammenhængskraften i samfundet. Han siger blandt andet, at investeringer i infrastruktur er helt afgørende for dette mål.

”Der kommer vi til at levere. Det bliver jernbaner, motorveje og landeveje,” siger han og fastslår, at det er helt afgørende, at det bliver lettere at pendle, hvis vi skal bevare og udvikle hele Danmark.

Vi er helt enige med ministeren. Det er afgørende, at der også investeres i bedre infrastruktur i vores del af landet – og ikke kun i de store byer. Og AlsFynBroen er et godt eksempel på et projekt, der ikke kun handler om trafik, men om at skabe udvikling og et Danmark, der er bundet tættere sammen.

En fast forbindelse vil binde vores landsdele sammen på en helt anden måde end i dag og bidrage til bl.a. at skabe jobs, øge turismen, styrke de kulturelle bånd og bringe Als tættere på København og Odense – og Faaborg og Midtfyn tættere på Hamburg og Sønderjylland.

Vi håber derfor, at forårets forhandlinger ender med en forundersøgelse, der skal give os den viden om projektet, vi ikke har i dag. Det vil være godt for både vores lokalområder og for sammenhængskraften i Danmark.